Lykke Nyholm Madsen
Erfaringer med APV

Lundbeck
Profil: Lundbeck er en international medicinalvirksomhed med flere tusind ansatte kloden rundt. Denne historie handler om gennemførelsen af en APV hos én af Lundbecks kvalitetsafdelinger i Valby.

For halvandet år siden blev der vendt op og ned på kvalitetsafdelingerne i Valby. 1. januar 2006 besluttede Lundbeck at omdanne fem afdelinger til tre, og en ny ledelse blev udpeget. Blandt dem den nuværende afdelingsleder Lykke Nyholm Madsen, der samtidig med ændringerne blev udnævnt til sikkerhedsleder.

”Vi brugte et par måneder på at finde vores ben i den nye struktur. Så fandt vi ud af, vi havde brug for en APV. For os var det nemlig indgangen til at få skabt overblik over vores nye kvalitetsafdeling”, fortæller Lykke Nyholm Madsen.

Et spørgeskema kommer hele vejen rundt
I arbejdet med at få gennemført APV’en blev medarbejderne præsenteret for et spørgeskema. Skemaet var udfærdiget af Lundbecks arbejdsmiljøafdeling, og fokuserede specifikt på de forhold, som var gældende i kvalitetsafdelingen, dvs. kontorarbejde med computeren som det vigtigste værktøj.

”Skemaet hjalp os med at komme igennem en lang række forhold, bl.a. ergonomi, det psykiske arbejdsmiljø, indeklima, lysforhold osv. Det var et godt udgangspunkt, for det gjorde, vi var sikre på at komme hele vejen rundt. Bagefter gennemgik vi svarene og fandt frem til problemerne”, forklarer Lykke Nyholm Madsen.

En bedre dialog
Medarbejdernes besvarelser betød, at afdelingen i den følgende tid blev introduceret for flere nye initiativer. I skemaerne havde sikkerhedsgruppen f.eks. opdaget en hvis murren i krogene. Det psykiske arbejdsmiljø var måske ikke helt så godt, som forventet.

”Som det første fik vi en fysioterapeut til at hjælpe os med at få ergonomien på plads. Men så besluttede vi os for at indkalde en erhvervspsykolog. Vi kunne godt fornemme, at nogen måske følte, der ikke blev sat nok pris på deres arbejde – eller følte, nogle af kollegerne arbejdede for lidt. Psykologen har hjulpet os med at få skabt et miljø, hvor vi har en bedre dialog, og hvor tingene bliver sagt i det rette forum. Og det har givet gode resultater.”

Gode tider bliver bedre
Arbejdet med APV’en har skabt en masse ny viden om arbejdsmetoder og betingelserne for trivsel. Samtidig har det skabt et mere effektivt arbejdsflow, som betyder, at opgaverne bliver løst hurtigere i dag.

”Da jeg overtog afdelingen i sin tid, følte jeg, det var en velfungerende afdeling, men nu mærker jeg, den er blevet endnu bedre. Folk har kunnet se, at APV’en har haft konsekvenser, og det motiverer folk”, bemærker Lykke Nyholm Madsen.



Tilbage